|
I 1995 besluttede 3 venner af Tved Forsamlingshus, at det var på tide at genoplive dilettanten i Tved. Det var Jacob Witt fra lokalhistorisk forening, Jørgen "viv" Jensen fra Tved socialdemokratisk forening og daværende forsamlingshusvært Kurt Madsen.
De 2 førstnævnte havde tidligere været med til at spille dilletant, så de vidste at det blandt andet krævede lidt startkapital at sætte et stykke op og de blev enige om at finde en moder forening. De henvendte sig til Tved Borgerforening, der var med på ideen og der blev indkaldt til et møde, hvor mange teaterinteresserede fra Tved og omegn dukkede op. Der blev valgt et udvalg som gik igang med at finde det første stykke der skulle spilles. Samtidig skulle der findes instruktør, kulissemaler, lys, regissør, osv. så der var nok at gå iang med.
I 1996 var de så klar med at spille "Biskoppen" og det blev så stor en succes, at der var grundlag for at fortsætte.
Efter den første spæde start var det største ønske at blive en selvstændig afdeling med egen økonomi, det var dog ikke muligt at få Tved Borgerforening med på den ide.
Vi henvendte os til TG&I, som tog imod os med åbne arme og siden har vi været under TG&I, som selvstændig afdeling og med valgt medlem i TG&I's bestyrelse.
Det har siden starten været målet at spille et så bredt repertoire som muligt og meget gerne med børn med på scenen. Samtidig har vi forsøgt at rotere rundt mellem de forskellige funktioner, så vi ikke blev afhængige af, at det var de samme folk der gjorde de samme ting. Dette har gennem årene fungeret tilfredsstillende.
Vi besluttede også at spille i efteråret, frem for i foråret hvor der i forvejen er mange af de omkringliggende foreninger der spiller. Vores mål er at spille omkring 1. november og vi har opstart sidst i august og øver på Tved skole og i Tved Forsamlingshus.
|